2007

19-11-2007
Vi er begyndt at gå til træning igen. Kurset afsluttes med en uofficiel prøve, lineføring, indkald, plads med vendinger, spring o.s.v.. Jeg er ikke i tvivl om at vi kan bestå prøven, hvis bare jeg får trænet ham lidt indimellem, Mangus er meget lærevillig og opmærksom.

Søndag var vi på en improviseret udflugt til træningspladsen. 7 hunde , 4 cavalier’s, en gravhund, en Golden Retriever og Mangus. Det var en stor succes. Der er en kæmpe stor plæne, med høje busketter indimellem til at gi læ, og en sti ned til stranden. Mangus og Retrieveren legede uafbrudt i en time, så det var en træt hund jeg fik med hjem. Jeg har lagt et par billeder ud fra turen.

31-10-2007
Jeg vågnede meget tidligt i morges ved at Mangus stod med forpoterne oppe i min seng, så jeg nussede ham lidt og faldt i søvn igen. Da jeg vågnede næste gang lå han og sov i min arm, han ved godt at min seng er forbudt område, men når muligheden byder sig må man jo tage den.

På lørdag starter vi på en ny omgang lydighedstræning, vi har trænet selv men det bliver aldrig så koncentreret og så meget som man gerne vil. Vi glæder os til at komme i gang igen, både Mangus og jeg.

04-10-2007
9,5 kilo, ca. 35 cm. og Mangus ved at ligne og opføre sig som en rigtig hund. Han er nu så stor at han selv kan hoppe op i sofaen, hvilket er ok, han kan også hoppe op i sengen, det er ikke ok og det hjælper ikke at man sætter sig og piver, mor er hård.

Mangus er kvik, meget lærenem og hurtigopfattende, problemet er at holde hans interesse fanget, men det bliver også bedre og bedre, og han kan li’ at træne.

Vi har afsluttet hvalpemotivations-kurset, som var rigtig godt, vi fik en masse gode ideer og metoder at arbejde videre med.

06-09-2007
I går fik Mangus sin 12 ugers vaccination. Det var en hård omgang for ham, han klarede det fint hos dyrlægen, men hvor var han træt i aftes og når han indimellem vågnede lå han og peb. Stakkels lille Mangus. Det er heldigvis glemt i dag, Mangus er sit gamle jeg igen.

29-08-2007
I går var Mangus og jeg til Hvalpemotivation på midtsjælland, www.hundibalance.dk, sammen med 5 andre hvalpe i forskellig størrelse, det handler selvfølgelig ikke så meget om rigtig træning endnu, men rigtig meget om hvordan vi skaber en god kontakt til vores hunde. Jeg havde store forventninger til kurset og træneren, som er uddannet på Irene Jarnved’s hundeskole, og jeg blev ikke skuffet, det var rigtig godt. Jeg håber snart at kunne lægge flere billeder ind på siden, men jeg har stadig ikke fået mit kabel.

21-08-2007
I min store naivitet troede jeg at Mangus var ved at være renlig, det har han modbevist i dag, han har stort set kun tisset inde. Til gengæld bider han ikke så meget mere og det eneste han har ødelagt er mit USB-kabel til kameraet. Jeg får et andet onsdag eller torsdag, så kommer der flere billeder.

Mangus er utrolig doven, han spiser helst hvis han kan ligge ned og gøre det, og maden bliver placeret under snuden på ham, skal han rejse sig for at få noget kan det være det samme.

13-08-2007
Vi har haft besøg af Zico og Malle, (King Charles Cavalier Spaniels), Mangus gøede af dem da de kom, men efter at have set dem lidt an gik den vilde jagt ude i haven, og Mangus holdt sig ikke tilbage, han havde det rigtig sjovt. Mangus har også hilst på Henry, en Pekingeser, og to katte fik han også lige snust til.

Mangus har vist sig at være en temperementsfuld herre, er der noget han ikke kan få lov til bliver han gal og han kæmper virkelig for sin sag, så det er bare med at stå fast.

12-08-2007
Efter at ha’ ventet en evighed kunne jeg endelig hente Mangus hjem, han skulle ud på en køretur på 265 km, 3½ time. Han hylede ca. 5 min. Og derefter sov han stort set resten af vejen. Vel hjemme begyndte han at undersøge sit nye territorium.

Om natten sov jeg på en madras på gulvet for at han ikke skulle føle sig helt alene, vi sov til kl. 5, så tog jeg ham ud for at tisse og bagefter sov vi til kl. 7.

Comments are closed.