25/11 2009
Så er det igen meget længe siden jeg har opdateret siden her. Min undskyldning er at vi er flyttet, det har taget meget tid at pakke ned og op igen og komme på plads. Jeg har fået et ekstra værelse, det har jeg længe ønsket mig, og en opvaskemaskine, også et stort plus.
Mangus var ikke helt tilfreds med sit nye hjem i starten. Jeg synes jo at det er dejligt med laminatgulv over hele huset men Mangus kunne overhovedet ikke stå fast og han kravlede nærmest når han skulle rundt i huset. Nu har han heldigvis vænnet sig til gulvet.
Ellers sker der ikke så meget, vi træner lidt lydighed en gang om ugen sammen med 4-5 andre. Vi aftaler fra gang til gang hvor vi skal træne.
Nu skal vi lige have bestilt tid til en øjenundersøgelse af Mangus, så han kan blive avlsgodkendt, forhåbentlig.
Vi er begyndt at klikkertræne og Mangus er ved at blive ”klikkerklog”. Min plan er at starte helt forfra med sit, stå, dæk, indkald osv. og derefter træne lydighedsprogrammet ved hjælp af klikkermetoden. Så ikke flere prøver til os før til næste år.
Endelig er vi ved at have fået styr på Mangus’ spisevægring, håber jeg. Han har aldrig rigtig gidet spise sit tørfoder og heller ikke godbidder, hvis ikke de var gode nok blev de spyttet ud. Vi har snart prøvet en del forskelligt foder, uden at finde noget som Mangus synes var rigtig godt, men nu har vi fundet Luposan og det ser ud til at han kan lide det, det får ikke lov til at stå en hel dag, men er væk efter 5 minutter. Så hurra for det. Vi håber at det holder.
21. september 2009
Så har jeg igen ikke fået skrevet noget i lang tid. Det undskylder jeg. Vi er i gang med agility igen og Mangus er endelig begyndt at kunne lide det. Han har jo fået nogle bank, 2 gange af ruhårede foxterrier og en gang af en dansk/svensk gårdhund. Det har resulteret i at han ikke kunne lide at være på træningspladsen, og ikke har haft lyst til træningen, han har ikke villet gå over balancebommen, A’et og vippen. Nu er gennembruddet så endelig kommet og Mangus tilbyder selv at gå over. I søndags stillede han sig med forbenene på vippen, som ville han sige ”Nu er jeg klar”. På vores nuværende hold er der ingen farlige hanhunde, kun nogle dejlige tæver og så Malle som er en af vennerne. Så er det jo ærgerligt at Mangus tilsyneladende har lidt problemer med benstillingen på forbenene, vores træner mener at han er ved at udvikle brystkasse og måske har vokseværk. Jeg skåner ham lidt, ser tiden an og håber det går over i løbet af en uges tid.
Vi er begyndt at klikkertræne og Mangus er ved at blive ”klikkerklog”. Min plan er at starte helt forfra med sit, stå, dæk, indkald osv. og derefter træne lydighedsprogrammet ved hjælp af klikkermetoden. Så ikke flere prøver til os før til næste år.
Endelig er vi ved at have fået styr på Mangus’ spisevægring, håber jeg. Han har aldrig rigtig gidet spise sit tørfoder og heller ikke godbidder, hvis ikke de var gode nok blev de spyttet ud. Vi har snart prøvet en del forskelligt foder, uden at finde noget som Mangus synes var rigtig godt, men nu har vi fundet Luposan og det ser ud til at han kan lide det, det får ikke lov til at stå en hel dag, men er væk efter 5 minutter. Så hurra for det. Vi håber at det holder.
11. august 2009
3. august fik Mangus fotograferet albuer og hofter, resultatet er nu kommet.: AD = 0 , HD = B.
16. juli 2009
Hvis du har prøvet at kontakte os via lene@magus.dk, i tidsrummet 13.-14. juli, bedes du forsøge igen. Der har været nedbrud på mailserveren
12. juli 2009
Vi har holdt ferie i denne uge og bl.a. været en tur i Randers for at besøge min søster. Hun har to labrador-tæver på hhv. 10 Dina og 1½ år Laika. Laika og Mangus legede rigtig godt sammen, indtil der kom et gedeben på bordet, som Laika mente hun havde førsteretten til, så blev der snerret noget, og for første gang har jeg set at Mangus snerrede igen. Det var godt at se at han ikke altid bare tager imod og finder sig i alt.
På grund af Mangus’ tiltagende selektive hørelse, er vi begyndt forfra med at træne indkald. Det ser indtil videre ud til at fungere helt godt.
Vi træner også ”sele på” med masser af pølestykker og godbidder. Så mon ikke han kommer til at elske sin sele, med tiden.
Når vi nu havde pølserne fremme kunne vi jo lige så godt prøve om Mangus kunne blive lige så dygtig som sin Mor til at apportere. Det går faktisk rigtig godt. Video.
30. juni 2009
Vi er lige kommet hjem fra sidste lektion i soft agility. Vi har ikke haft meget fornøjelse af træningen da der har været to meget dominante Ruhårede Foxterrier-hanner. Mangus har været meget trykket når vi har været på træningspladsen, og har haft mere travlt med at kigge over skulderen for at holde øje med de to, end med øvelserne. Sidste uge blev han overfaldet af den ene og denne uge af den anden. Stakkels Mangus, man skulle tro at han bærer rundt på et skilt hvor der står ” jeg er et nemt offer, kom og overfald mig”.
Mangus har altid været lidt trykket når vi har mødt en ”rigtig” hanhund, og det er jo nok ikke blevet bedre af de sidste overfald. Nu må vi prøve om vi ikke kan få puttet lidt selvtillid ind i ham, så vi kan komme videre, også med vores træning. Hans manglende selvtillid kan også være forklaringen på at han ikke vil dække når vi har været til lydighedsprøver, han føler sig måske udsat i dæk.
For at gøre det hele lidt værre er Mangus inde i en periode hvor han selv bestemmer om han vil komme når jeg kalder ham ind fra haven, han løber simpelthen op i den anden ende af haven. Jeg kalder to gange, så tager jeg hans line og går, uden ham, og Mangus begynder at hyle og gø, fordi jeg er gået fra ham, mon ikke han lærer det, engang. En af forklaringerne på at han ikke kommer, kan være fordi jeg har anskaffet en sele til ham. Han hader at få den på, ligner en der er på vej til hundeslagteren, når vi først er kommet ud af døren er der ikke noget i vejen, og den generer ham ikke.
Hvis i ligger inde med nogle gode råd til at takle hans manglende selvtillid og hans ikke eksisterende lydighed, er vi meget lydhøre.
20. juni 2009
Mangus er kommet i puperteten, trodsalderen eller hvad vi nu skal kalde det. Eller måske har han pådraget sig en skade på hjernen som viser sig ved at han løber væk når han skal komme. Udover at han gør hvad der passer ham er han utryg ved andre hunde (læs store hanhunde). Jeg håber at det er noget som går hurtigt over.
På trods af ovenstående symptomer kørte vi til Vordingborg for at deltage i DKK’s lydighedsprøve klasse 1., med en pæn sidste plads som resultat. Kommentarer og karakterer kan ses under menupunktet ”resultater”.
12. juni 2009
Mangus har 2 års fødselsdag.
7. juni 2009
Det har været nogle begivenhedsrige uger siden sidste opdatering.
24/5 var vi til unghundementalbeskrivelse nær ved Uggerløse, Holbæk. Beskrivelsen blev afholdt i en privat have/park inde i en skov. Det var meget spændende at se hundenes forskellige reaktioner på de enkelte momenter. Jeg har lavet et par cirkeldiagrammer, under menupunktet mentalbeskrivelse ses Mangus’ reaktioner sammen med ønskeprofilen for tollere, og her har jeg Mangus sat op imod hvad jeg havde forventet af ham.
Pinsen tilbragte vi i Birkesølejren mellem Viborg og Skive, sammen med ca. 20 andre tollertossede mennesker og deres hunde. Programmet lød på, markeringer, dirigeringer og frit søg. Det første har vi prøvet før, resten var nyt for os, men det gik nu helt godt alligevel.
Vi havde en dejlig weekend, og vi vender helt sikkert tilbage til næste år.
Billeder fra weekenden kan ses her.
17/5 2009
Vi var til hvalpetræf i går i Haunstrup. 5 af Daisys hvalpe og én af Chilli’s. Lis og Leif havde sørget for morgenmad og frokost til os, de havde arrangeret konkurrencer, vi var ude og gå og hundene ude og svømme. En rigtig hyggelig dag for både mennesker og hunde. Vi glæder os til hvalpetræffet i 2010.
Søndag d. 24/5 skal vi til unghundementalbeskrivelse. Med fare for at blive til grin, har jeg lagt mine forventninger til Mangus’ reaktioner her.
10/5 2009
Vi har været i Vallensbæk til vores første lydighedsprøve, lørdag og udstilling søndag. Resultatet af vores anstrængelser kan læses under hhv. ”resultater” og ”udstillinger”.
28/4 2009
I sidste uge , da vi gik vores eftermiddagstur, kom Mangus til at rive sin ulveklo halvt af, så han måtte en tur til dyrlægen for at få den fjernet helt. Han kom hjem med venstre pote i en flot rød forbinding. Han har det heldigvis godt nu.
Her til aften har vi været til soft-agility. Det var rigtig sjovt, både for mig og Mangus, den afsatte time fløj af sted, så vi glæder os til næste tirsdag. Jeg kommer til at bage en kage til næste gang, straffen for at Mangus lettede ben op ad balancebommen..
16/4 2009
Her til aften har vi været til træning i Høng. Vi er med på et hold af fortrinsvis yngre hunde og deres ejere. Mangus og jeg træner DKK’s lydighedssprogram og bruger de andre som forstyrrelse, noget som vi ellers ikke har haft mulighed for. Det gik over al forventning, og vi sluttede med afdækning, hvor jeg gik lidt væk og Mangus lå med de andre gående omkring sig, og til sidst et kort indkald, også blandt de andre. Mangus gjorde som han skulle, han har virkelig forandret sig meget siden vi sidst trænede på hold, i efteråret.
Næste uge starter vi på noget soft-agility, det skal bare være sjov og hygge for os begge.
15/3 2009
I dag har vi været en tur på Fyn, til Tollerklubbens udstilling i Nørre Åby. Mangus’ kritik kan i læse her.
16/2 2009
I morges da vi var ude på vores sædvanlige tur, mødte vi naboen med hendes kamphund og Alaskan Malamut. Jeg har aldrig før set at hun ikke har haft snor på dem, men det havde hu ikke i dag. Vrango, malamutten, har aldrig kunet lide Mangus, ikke engang da Mangus var helt lille, og det kunne han heller ikke i dag. Selv om jeg havde Mangus i snor kunne jeg ikke forhindre at han blev angrebet, og alle mine slag og forsøg op at skubbe Vrango væk var forgæves. Heldigvis fik ejeren fat i ham og fik ham trukket væk. Både Mangus og jeg var så vi rystede bagefter, men der var heldigvis ikke sket noget med Mangus. Vi fortsatte vores tur og vi trænede lidt fri ved fod for at beskæftige Mangus med noget positivt. Da vi vendte om og gik hjem ad fandt Mangus en pind, som han stolt kunne bære hjem, og der var heldigvis ingen reaktion da vi igen kom til kamppladsen, og der har heller ikke været noget at mærke på ham resten af dagen.
Mangus er for øvrigt kommet over sin besværlige periode, en løbsk tæve i Jerslev var i hvert fald en del af forklaringen.
28/1 2009
Så har Mangus vist nået den fase man kalder psykisk modningsperiode, i hvert fald vil han gerne være den der bestemmer hvornår han skal adlyde mine kommandoer og hvornår jeg bare skal ignoreres. Jeg prøver, så godt jeg kan , ikke at forlange for meget af ham og dermed undgå ”magtkampe”. Værst er han når vi går vores aftentur i byen, så er det snuden i jorden og fremad eller også skal Zico have vasket hans tissemand og også gerne bestiges. De aftener hvor han er værst, har godbidder absolut ingen interesse så skal de være ekstra lækre for at få kontakt.
Da Mangus ikke hører til de modigste har Susanne fundet en metode til at holde ham fra Zico, den går i alt sin enkelthed ud på at sige som en støvsuger, bzzzzzzzzzzzzzz, Mangus kan ikke lide støvsugere og den lille lyd, som i øvrigt slet ikke lyder som en støvsuger, er nok til at Mangus afbryder det han er i gang med, og vi undgår konflikterne.
5/1 2009
Jeg har uploadet et par nye billeder.
1/1 2009
Så er juleferien ved at være billigt til salg, men hvor har vi nydt den, alene muligheden for at komme ud og gå tur i dagslys og dejligt vejr. Nytårsaften var vi hjemme og havde Susanne og Lars med hundene Zico og Malle på besøg. Det var en stille aften uden bordbomber og fyrværkeri. Mangus kunne ikke li’ naboens store kanonslag, så han forsvandt ind under sofaen, men kom dog hurtigt ud igen så det var ikke så slemt. Når han er ude og gå er han ligeglad med skud og fyrværkeri, det rører ham overhovedet ikke.