Mangus (Wildmountain Tollers I'll Survive)

Emil og Mie har været på besøg i weekenden, så jeg fik den geniale ide at Mangus skulle have nogle lange dobbeltmarkeringer, som vi jo ellers aldrig har mulighed for at træne. Det gik selvfølgelig op i hat og briller. Jeg havde lige glemt at tage i betragtning at for Mangus er Emil og Mie = med fis og ballade.
Han løb fint ud til markeringen, samlede op og så eller hen til Emil for at få ham til at kaste igen. Nå, men vi fik lavet et par gode søg på en kanindummy slæbt ind i skoven og senere et frit søg som Mangus klarede fint. Efterfølgende kørte vi til Halleby å og lavede vandapporteringer som Mangus ikke fik lov at hente før han sad pænt stille. Så det lykkedes os alligevel alligevel at få noget ud af træningen.

Min niece Mie var med os ude at gå aften tur og hun synes at det er sjovt at træne med Mangus. Mie beder Mangus om at sætte sig, og blive, hvad han også gør medens hun går væk fra ham. så vender hun sig mod ham og kalder “Mangus plads”. Den dygtige hund rør sig ikke men kigger på sin fører (mig) som så må give ham et tegn, værsgo, så løber han hen til Mie og får sin godbid og ros. Så siger Mie “nu må du ikke give ham tegn”, så jeg går lidt væk. Hun sætter ham af, går væk, vender sig og kalder igen, og den dygtige hund løber hen og laver den fineste plads….ved siden af sin mor.

Mie kan ellers godt få Mangus til at til at gå plads når hun går tur med ham, men når mor er med forvirres begreberne.

For første gang i dette forår har vi fået noget ud af agilitytræningen. Om det er Mangus’ hormoner der er på retur, eller det var fordi hans yndlingstæve var fraværende idag, kan jeg desværre ikke vide noget om, men han var rigtig dygtig, jeg må bare krydse fingrene for at han også kan koncentrere sig når hun er tilbage i næste uge.